Selv om kalenderen siger sommer, sol og næsten ferie – så føles det nu lidt køligt udenfor. Så en krydderkage kan være løsningen 🙂 Selv om alle krydderier mest hører til i december, så smager de nu meget godt i juli også 🙂

Inspirationen er igen fra Morten Heibergs “Søde tand”. Når jeg læser en opskrift med lidt uventede ingredienser i, så spidser jeg ører eller pudser brillerne. Denne gang var der rugmel i en helt almindelig krydderkage. Det måtte prøves. Så her kommer min tillempede og formindskede udgave.

Krydderkage med rugmel (5-6 pers)

½ dl. mælk

½ kanelstang

1 stjerneanis

Bringes i kog og trækker derefter i 10 minutter før krydderierne sies fra og mælken kommes over:

50 gr. rugmel

70  gr. honning

35 gr. glukose

Det hele røres sammen og køler af en times tid i køleskab. Derefter piskes:

1 æg

35 gr. blødt smør

i dejen. Sigt og bland

1/3 tsk. fint salt, kanel, muskat, nellike og kardemomme

50 gr. mel

1 tsk. bagepulver

De tørre ingredienser vendes i dejen sammen med

2 spsk. appelsin juice.

Dejen kommes i en smurt lille springform (16 cm. i diameter) og bager ca. 40 minutter i en 170 grader forvarmet ovn.

Køler af og nydes 🙂

Det er en lidt solid kage, men med den mængde rugmel i dejen, er det heller ikke så mærkeligt. Men serveret på en lidt kølig sommer dag – så er den ret fin.

God tirsdag.

Jette