I dag fejrer vi yngstemanden i familien 🙂 Peter fylder 25 år. Helt utroligt, og virkelig mærkeligt at tænke på. Men skønt, at han er godt i vej – som man ville sige i fordums tid.

Jeg sad og kiggede lidt billeder – han er fra den tid, hvor jeg stadig fik fremkaldt billeder og sat dem i lommer i ringbind 🙂 Og det er kun til at blive glad og taknemmelig over, når minderne sådan træder frem. Tiden mens ungerne var små. Festlige fødselsdage og vigtige begivenheder og bryllupsdage, alt sammen foreviget – og nu med til at fastholde, det der var.

Men også lidt vemodigt, for mange af dem på billederne, er her jo ikke mere. Sådan må det være, når tankerne går 25 år tilbage – men alligevel.

I dag går turen til Århus. Peter har ikke udtrykt specielle ønsker for dagen, så det har jeg 🙂 En tur på Aros – og som Peter kommenterede, det var nok også ved at være tid for lidt kulturelt 🙂 Så jeg glæder mig til en tur i regnbuen sammen med mand og søn. Og så skal der shoppes sko! Jeg har noget med at sko skal være gode, solide, varme og behagelige. Alle de kriterier har Peter vist ikke, så noget af fødselsdagsgaven er skokøb sammen med mig 🙂

Og så skal der spises – hvor vides ikke. Men hyggeligt bliver det.

En lille brunsviger er det også blevet til – jeg er sikker på, den smager godt sammen med en kop kaffe.

På en dag fyldt med glæde og taknemmelighed.

Jette