Det ord stødte jeg på forleden i en kogebog, og synes bare det lød helt særligt. Og skabte et billede i ens hoved af tomater, der er tørret i måneskinnet 🙂
Det er de nu ikke – det betyder blot at tomaterne er bagt/tørret natten over i ovnen. En super enkel måde at bage tomater på – og resultatet er bare lækkert.
I går var den smukkeste efterårsdag – og da dagen gik på hæld viste månen sig, næsten i fuld størrelse. Så det var da den perfekte nat at bage tomater i 🙂
Opskriften er super enkel:
250 gr. små tomater deles og lægges i et fad
½ tsk. salt
½ tsk. sukker
1 spsk. tørrede krydderurter (oregano, basilikum, timian – eller hvad skuffen rummer)
1 spsk. olie
Salt, sukker og krydderurter drysses over tomaterne og til sidst hældes olien over. Varm ovnen op til 225 grader og når den temperatur er nået sættes tomaterne ind, ovndøren lukkes og der slukkes for varmen – og så åbnes der først næste morgen. Fascinerende 🙂
Og de fineste og meget lækre bagte tomater tages ud af ovnen, når du står op næste dag.
Tomaterne smager dejligt som de er. Men er også vældig gode i en salat.
Den salat kommer der et billede af en anden dag. Jeg skal nemlig have månetørret flere tomater – i næste uge, hvor jeg skal lave salater, der skal serveres til min søns bryllup. Det bliver festligt 🙂
God onsdag.
Jette
Skriv et svar