Som nævnt i går, så var der forårskoncert i Gamborg kirke i aftes. Og helt som sædvanlig, så var det en hyggelig aften, med masser af glade tilhørere og ikke mindst nogle meget dygtige solister.
Christina Elisabeth Mørkøre og Thomas Bay optrådte, underholdt, sang og spillede ganske dejligt. Repertoiret var musicals krydret med et par danske klassikere, blandt andet temaet fra Matador og “I Danmark er jeg født”.
Jeg har nævnt det før, men synes stadig, det er fascinerende at møde så dygtige og musikalske mennesker i øjenhøjde. Ligetil og glade, lette at tale med. Og som efter koncerten tog sig tid til at tale og hilse på de af publikum, som ønskede det.
De mange gæster i kirken nød musikken. Og da jeg talte med en del af dem efterfølgende, viste det sig, at det bestemt ikke var første gang, de var til koncert i vores lille kirke.
Der er altid gratis adgang til koncerterne. Takket være en god økonomi i menighedsrådet. Men også fordi jeg principielt mener, det bør være gratis at gå i kirke! Også selv om det ikke som sådan var en kirkekoncert. Men der er ingen tvivl om, at i hvert fald i Gamborg, da er sådan en koncert med til at skabe fællesskab og en god oplevelse, og noget at tale med hinanden om. Efter koncerten var der, som der også altid er – kaffe i forsamlingshuset 🙂 En hyggelig måde at slutte aftenen af på.
Og nu med endnu en musikalsk oplevelse i bagagen 🙂
God torsdag.
Jette
Skriv et svar