Sådan opleves det ofte, når nogen tæt på en dør. Verden går lidt i stå, og det er så underligt, at alverdens travlhed fortsætter. At tv-avisen fortæller om politik, nyheder og uro – mens man selv synes, at alt står stille.
Men jeg tror, det er nødvendigt, at det sker. For når ens kære dør, så rokkes der ved relationer, og det man synes var sikkert og stabilt bliver pludselig rystet, og man skal til at finde nye veje.
Og erfaringen er egentlig den samme uanset alderen af den, man mister.
I den forgangne uge døde min mor og blev begravet i lørdags. Og selv om hun var gammel (92 år), så kom meddelelsen om hendes død alligevel som en helt uventet besked.
Og derfor har der været stille på bloggen den seneste uge. Der var bare andre ting, der fyldte.
En af de salmer, vi sang ved hendes begravelse var en ny salme, som har nogle linjer, som jeg holder meget af:
“Du gir os nye kræfter.
Du knytter nye tråde.
Og hvad så sker derefter,
må komme af din nåde.” (den danske Salmenbog 552,5)
En tillid til, at Gud er med os – også når, og måske især, når livet er svært. Når dagene er lange og svære at overskue. Da er der megen trøst i at vide, at vi står ikke alene med det hele. Gud bærer med og knytter nye tråde.
Men det tager tid. Det varer lidt, før man har fundet nyt fodfæste. Men det kommer.
Også her på bloggen – ganske langsomt.
Forårsmånederne er begyndt – det er i sig selv med til at hjælpe på vej.
Jette
