diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Måned: november 2013

De sidste æbler

I denne uge har mine konfirmander været i haven for at plukke æbler. Og det sagde de bestemt ikke nej tak til 🙂 Og dejligt at æblerne kunne blive spist. Nu er der vist kun et enkelt eller to tilbage i træet. Der er også gemt lidt til forråd – så er der til en æblekage, for det kan der altid spises her i huset.

                                             Et dejligt Ingid Marie æble, som nu er spist!

“Nu haster skyerne forbi,

og modne æbler falder i

oktober mørke haver.” (Lars Busk Sørensen)

Et smukt billede på efterårets gang.

Jette

Chokolade cookies

Så nåede jeg til første opskrift på min blog. Jeg gør ikke i selv at udvikle eller udtænke opskrifter. Jeg læser dem med glæde og stor fornøjelse og følger dem næsten 🙂

Opskriften her fandt jeg hos: Anne au Chocolat Jeg undlod nødderne, da min søn ikke er begejstret for dem. Chokoladen var Block chokolade købt i Tyskland – jeg brugte lidt mindre end angivet i Annes opskrift, men jeg synes det passer fint.. Ægget var til gengæld lagt af en af mine glade høns, frisk og med en smuk gul blomme.

Cookies med chokolade (12 – 14 stk)

100 g smør, blødt

75 g brun farin

75 g sukker

1 æg

125 g mel

75 g havregryn

1/2 tsk bagepulver

1/3 tsk salt

100 g chokolade, grofthakket

Rør smør, brun farin og sukker godt sammen indtil en cremet og let luftig konsistens. Tilsæt ægget. Rør derefter mel, havregryn, bagepulver og salt i. Slut af med at vende chokoladen i. Form til kugler, læg dem på en bageplade med bagepapir med god afstand imellem, tryk dem let flade. Bag i 10-12 minutter ved 180 grader varmluft, til de er fint gyldne.

Kagerne smager dejligt sprøde udenpå og lidt bløde inden i 🙂

Nu venter arbejde og møder – rigtig god dag.

Jette

Super service

Ind imellem bliver man bare glædeligt overrasket. Sådan skete i dag. Jeg havde bestilt nødder og andet hos www.nøddebazaren.dk – nok ikke lige i kategorien “Budget”, mere lidt luksus – men varerne og servicen var bare helt i orden. Hvor tit følger et venligt brev med – med både navn og underskrift på – håndskrevet ? Så i en tid, hvor rigitg meget foregår på nettet, så er det rart også at se et personligt glimt.

Nu glæder jeg mig til at bruge noget af indholdet til gaver og resten til at spise og bage med.

God tirsdag aften.

Jette  

Min dejlige pakke – leveret hurtigt og afleveret i entreen.

Hvorfor?

Hvorfor lave en blog? Godt spørgsmål.

I første omgang af nysgerrighed. Efter at have brugt aftner i sofaen på at læse andres og fået glimt af store og små eksperimenter i et køkken, oplevelser i naturen og tanker om stort og småt i livet – ja, så har jeg jeg lyst til at fortælle lidt fra mit hjørne af verden.

Et helt almindeligt sted i Danmark – og hvor nyeste investering er 2 høns ! Men hvilken glæde har de ikke bragt med sig, plus masser af samtaler om hus, gård og foder – og ikke mindst: Lægger de nu også æg!?!

Så her er billedet af hønsene og det første æg 🙂

God mandag.

Jette

Side 3 af 3

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal