Når et hus skal færdigmeldes er der en lang række papirer, brugsanvisninger og beregninger, som skal vedlægges og sendes ind til kommunen. Heldigvis foregår det digitalt, men arbejdet med at finde oplysningerne skal jo stadig gøres 🙂 Normalt vil det være byggefirmaet, der står for den opgave, og så efterfølgende afleverer huset til bygherren.

Sådan er det ikke helt for os. Og det er også helt fint, håndværkerne har været gode til at levere de dokumenter, der skal til.

Lige indtil jeg nåede til dagslysberegningen. Ordet kendte jeg faktisk ikke. Men det handler om, hvor meget naturligt lys der kommer ind i et rum. Og der er bestemte krav til, hvor meget det er.

Når man skal regne det ud kigger man på arealet af glas i et rum i forhold til gulvarealet – og omregner det til en procentsats.

Så det har jeg nu forsøgt at gøre – på den mest enkle måde – og håber, at kommunens tekniske afdeling synes, at det rækker 🙂

Og det med dagslysets betydning opleves da tydeligt en morgen som nu, hvor det er gråt, vådt og diset udenfor. Så kommer der ikke meget dagslys ind og lampen over bordet er tændt. Så det med at skulle beregne dagslysets størrelse er faktisk et ganske fornuftigt krav.

Og umiddelbart, så ser det ud til at huset i Jelling fint lever op til kravene. Men jeg glæder mig lige til at kommunen også har nikket ok til det 🙂

God weekend.

Jette