Det har været højtid – og dejlige dage. Tid med familien og masser af oplevelser og god tid sammen. Og vejret spillede med. Det blev i sandhed en pinsedag, hvor Grundtvigs ord slog til: I al sin glans nu stråler solen. Med alt det liv, sol og varme fører med sig.

Barnebarnet fylder meget – vi glæder os sådan over hende. Hun tager det til gengæld med ophøjet ro 🙂 Nyder selskab, noget at spise og alt, hvad der er farvestrålende.

Hun var med i Legoland – og var nok lidt uimponeret 🙂 Jeg synes til gengæld, at det var hyggeligt og lidt nostalgisk.

Men også mange mennesker og en del kø. Det blev til en enkelt tur i de meget rolige kanoer og en hilsen fra piraten 🙂 Han har vist stået der de sidste 50 år og gør det stadig meget godt.

Pinsen bød også på et besøg på Clay, Danmarks keramikmuseum. Også her var familien med – og barnebarnet ligeså. Hun sov fra det hele. Så hun gik glip af Skatkammeret med alt det kongelige porcelæn, hun missede det moderne arbejde med ler – keramik med et virkelig naturtro udtryk. Og den lækre frokost – ja den var hun helt uinteresseret i endnu 🙂

Jeg er ret vild med stedet – det har så meget stemning og har de fineste udstillingslokaler og en formidabel udsigt ud over Lillebælt. Og ikke mindst – så er der ro. Så går din vej forbi Middelfart – så er stedet her et besøg værd.

Anden pinsedag sluttede af med et gevaldigt regnskyl godt hjulpet på vej af lyn og torden. Så at vågne op her til morgen er som at vågne op til endnu mere frodighed. Der er liv og vækst – i fin tråd med pinsens budskab om at kirken også må vokse og folde sig ud. Med ord om tro, håb og kærlighed.

Jette