I dag er det præcis et år siden, at vi flyttede min far på plejehjem. Det er stadig en dag, jeg tænker på som en god dag. Omstændighederne i betragtning, så var dét den rigtige beslutning. Og min far fik et halvt år på plejehjemmet – en tid, hvor han havde det godt, og deltog i det meste af det som foregik. Jeg synes stadig, at det var et godt plejehjem, der var en virkelig hyggelig og hjemlig atmosfære. Indretningen var gammeldags, det var fortiden, der var vigtigst.
I dag går turen så igen nordpå – denne gang for at aftale med graveren, hvordan gravstedet nu skal lægges an.
Det har jeg såmænd ikke de store tanker omkring. Det skal være pænt, det skal være let at holde og må også godt afspejle de to kære mennesker, der hviler under den store sten.
Jeg ved godt, at jeg ikke vil komme der særlig ofte, det er for langt væk. Men det betyder ikke, at de bliver glemt.
Vi menneskers liv fletter sig jo ind i hinanden, og efterlader tydelige spor. Og når det gælder ens forældre, ja så er der virkelig mange spor at tænke tilbage på. Og hvor jeg stadig kan savne lige at vende et eller andet med dem.
Bornholmeruret er arvet og har fundet en plads i præstegården. Min mor havde altid ønsket sig et bornholmerur, og tænkte siden, at det ville passe fint i en gammel præstegård. Så nu står det her 🙂 med en inskription “Tempus fugit” – latin, og som betyder: Tiden flygter. Det er måske så meget sagt, men at tiden iler opleves mere og mere, jo ældre man bliver 🙂
God tirsdag.
Jette
