diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Måned: maj 2015

Tanker omkring 4. maj

Mon ikke der er andre end mig, der synes, at tiden går lidt hurtigt her i foråret ? Jeg synes i hvert fald. Alt imens jeg dog også når at nyde, at det bliver grønnere og grønnere og så fint og friskt udenfor.

Men her til formiddag sad jeg et par timer og ventede. På at min bil fik nye dæk og tjekket bremser. Vigtige ting ved en bil.

Og ventetiden blev fordrevet med at læse lidt avis. Og hvor dagens avis jo – naturligt nok – havde fokus på netop den 4. maj for 70 år siden. Den aften, hvor befrielsesbudskabet lød, at krigen var slut. “I dette øjeblik meddeles det, at …de tyske tropper …. har overgivet sig. ” Og hvor mennesker spontant løb ud på gaden, og jublede. Og hvor traditionen med at sætte lys i vinduerne netop den aften tog sin begyndelse.

For en, der er født efter krigen, er det svært at forestille sig, hvor stor glæden var. Og det var heller ikke noget, vi har gjort særlig meget ud af i min barndom. Jeg ved egentlig ikke hvorfor.

Når jeg tænker på 4. maj, så er det ofte afsnittet af “Matador”, der dukker op. Det er naturligvis film, men det mærkes tydeligt, at det var en helt speciel aften. Men var jo også stor en historisk begivenhed, som i den grad ændrede menneskers hverdag.

Og jeg tror, at det er vigtigt, at vi fortsat minder hinanden om, at friheden ikke er selvfølgelig. At vi må værdsætte den.

Og i taknemmelig erindring mindes dem, der gjorde en forskel under 2. verdenskrig. På hvilken måde det end var.

Eftertænksom 70 års dag.

Jette

Konfirmationssøndag

“Kom maj du søde milde,

gør skoven atter grøn …”

For årets konfirmander har det nok været forventingen om konfirmationen, der fyldte mere end tanken om den lyse grønne bøgeskov 🙂

I dag blev mine konfirmander konfirmeret. En festlig dag, med fyldt kirke og glade forældre og gæster og forventningsfulde konfirmander.

Hjemme i præstegårdshaven var flaget også hejst.

Det første år jeg var præst her, havde jeg ikke hejst flaget – det blev påtalt, så siden er der blevet flaget på konfirmationsdagen 🙂 Og smukt er det på en dag med lidt vind og solskin.

I våbenhuset har hver konfirmand en pose – med navn. Så er der styr på telegrammer og små gaver, som bliver lagt der. Det er en meget praktisk løsning, men fungerer fint, og ser da egentlig også meget fint ud.

Nu håber jeg, dagen er blevet, som konfirmanderne håbede. Det er en stor dag, både i deres liv og forældrenes liv.

Tillykke til mine søde konfirmander 🙂

God søndag.

Jette

Side 3 af 3

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal