Det er nu en genganger opskrift – men det bliver kagerne jo ikke ringere af 🙂 Jeg har en ekstra vagt i genbrugsbutikken i dag, og så er det godt, altid lige at have en kage med – i tilfælde af, at ingen andre har 🙂

Valget faldt på disse cookies – som blev lidt mere restecookies – der var noget forskelligt chokolade i skabet som fint kunne kommes i kagerne, så det kom det. Noget af chokoladen var blevet lidt grå i overfladen, men det betyder ikke noget, når det kommer i bagværk eller smeltes.
Opskriften giver en del cookies, så jeg valgte at lave dejen og så fryse halvdelen ned. Så nu har jeg en portion dej klar i fryseren, til næste gang jeg lige synes, vi mangler nogle cookies 🙂

Udenfor er det blevet tørvejr – det har regnet meget i weekenden, men det har været godt for jorden og mine planter. Og jeg tænker, at jorden nu er vældig god at plante flere planter i. Jeg har købt hvidløg til at sætte i jorden, og flere forårsløg – så der kan komme endnu flere blomster i det tidlige forår. Jeg har allerede sat en del løg – vintergækker, små påskeliljer og tulipaner. Men haven er stadig så ny, at der er fint plads til flere forårsbebudere.
Så det er alt i alt en hyggelig mandag 🙂
Jette
Skriv et svar