Det har været en dejlig og varm weekend 🙂 Og kamerarullen afslører, at der ikke er taget mange billeder. Det har været en stille og rolig weekend – jeg bevæger mig også altid langsomt, når temperaturen når over 25 grader 🙂
Øverste billede er et glimt gennem hele huset. Jeg læser meget om indretning og arkitektoniske fif – og noget af det, som går igen er, at det er godt med et langt kig gennem huset. Og uden at det har været udtalt på noget tidspunkt, så kan vi faktisk se hele vejen gennem huset – igennem entreen, forbi alle døre og helt ud til gavlen og vinduet mod syd. Og det giver da noget – dette lange kig gennem huset 🙂
I går blev der så hængt billeder op, blandt andet. Det føles lidt grænseoverskridende at bore huller i den fine hvide væg, for så at hænge et farverigt maleri på skruen. For vil billedet nu passe ind ? Skal det hænge et andet sted ? Nu hænger billederne, hvor jeg synes de skal – og så må vi se, om tiden vil, at de skal flytte plads 🙂
Udenfor har jeg fået plantet en rød kornel. Jeg håber den med tiden vil vokse sig lidt større og højere, og være med til at give skygge og afgrænsning mod naboen. Men mest af alt, så minder den om min tid i præstegården. Der havde naboen nemlig en rød kornel, og jeg var betaget af de røde grene, så besluttede, at når jeg fik en ny have, så skulle der være en rød kornel der 🙂 Så busken er et lille minde fra mange år på Fyn. Det er da en rar tanke.
Og nu er det blevet regnvejr – godt med noget vand igen.
God mandag.
Jette
Skriv et svar